Opta er et britisk sportsdataanalysefirma, der leverer detaljerede statistikker og data til en lang række bookmakere. Hvis du ofte placerer væddemål på statistikmarkeder, har du sikkert stødt på afgørelser, der er baseret på “Opta data” eller lignende formuleringer. Dette er vigtigt at være opmærksom på, da Optas data ikke nødvendigvis stemmer overens med de statistikker, du finder på populære sider som Flashscore.dk eller andre platforme.
Nedenstående er screenshots fra Betano og Unibet, der illustrerer, at de afgør deres statistikspil ud fra Opta. Det samme er tilfældet for de fleste andre bookmakere på det danske marked herunder også Bet365.


Opta data bliver brugt til at afgøre væddemål, der har afsæt i statistikker. Det kan være antal skud i en kamp, antal skud på mål, antal frispark o.l. Eksempelvis som i screenshottet fra Betano ovenfor, hvor man kunne spille over/under 25,5 skud i kampen mellem Rapid Wien og FCK i Conference League. Det kan også være spillerstatistikker, som eks. spillerens skud i kampen, spillerens begåede antal frispark osv. Eksemplet fra Unibet ovenfor illustrerer netop dette, hvor man i kampen mellem Aston Villa og Manchester City bl.a. kunne spille over 0,5 skud til Manuel Akanji.
Som tidligere nævnt er det vigtigt at være opmærksom på, at de statistikker som Opta har, ikke nødvendigvis stemmer overens med statistikkerne på andre sider herunder Flashscore.dk, som er den mest populære sportsside for statistikker herhjemme. Der kan f.eks. være forskellige vurderinger af om en afslutning er et forsøg på skud eller et forsøg på indlæg, hvilket gør det tæller som et skud det ene sted, men ikke det andet. Der vil således af og til være afvigelser, og så bliver det helt afgørende for dit spil, hvad Opta har registreret. Dermed bliver det også rigtig interessant at vide, hvor du som oddser, kan finde Opta statistikker fra kampene.
Den side vi burger mest her på oddschamp.dk, og som vi også anbefaler at benytte, er whoscored.com. Whoscored får nemlig også deres data leveret fra Opta. Hvis du går ind i en vilkårlig kamp (fra en af de større turneringer) og vælger Match Centre, så kan du se de detaljerede statistikker fra kampen baseret på Opta data. Lad os kigge nærmere på et eksempel med Tottenham mod Manchester United i EFL Cuppen.

Som det kan ses ud fra ovenstående, så kan man se detaljerede statistikker for både skud, boldbesiddelse, driblinger og meget mere. I hver statistik kategori er der muligheden ”More”, hvor du kan grave et spadestik dybere i statistikken og se flere detaljer. Eksempelvis som illustreret nedenfor med kategorien totale skud, hvor der under ”More” gemmer sig data omkring, hvor mange af skuddene ramte træværket, hvor mange af skuddene var inden for målrammen, hvor mange af skuddene blev blokeret og hvor mange ramte ved siden af mål.

Klikker du på en specifik kategori kan du også se statistikkerne for spillerne i kampen. Klikker man eksempelvis på totale skud, så kan man se, at Christian Eriksen havde 3 skud i kampen, hvorimod Rasmus Højlund havde 1.

Whoscored.com er således en god måde at finde det relevante data på og følge med i ens spil. Vær opmærksom på, at der vil være en forsinkelse fra begivenheden i kampen finder sted, til den registreres hos Opta. Hvis du tjekker lige ved slutfløjt, kan der således sagtens mangle data i statistikkerne, hvis det er sket i de døende minutter.
Et alternativ til whoscored.com er optaplayerstats.statsperform.com. Her kan du også se detaljerede statistikker for de forskellige kampe og de enkelte spillere. Denne side er rigtig god at bruge, hvis du også skal finde data for lidt mindre kampe og turneringer, hvor Match Centre måske ikke er tilgængeligt på whoscored.com. I disse tilfælde kan du stort set altid se de detaljerede statistikker per spiller hos optaplayerstats.statsperform.com.
Vi har tidligere beskrevet, hvorfor statistikmarkeder er interessante at oddse på, og således hvorfor vi også gør meget i det her hos Oddschamp. Statistikspil er nemlig ikke omfattet af samme omsætning som mange af de klassiske markeder, eksempelvis 1X2, over/under mål o.l. Dette betyder, at der ofte er store afvigelser mellem bookmakerne på statistikmarkederne, og det åbner bare op for værdispil. Dette skyldes, at selvom de fleste bookmakere afgør spillene ud fra samme dataleverandør, Opta, så får de samtidig deres odds leveret fra forskellige leverandører. Det er derfor ikke uhørt, at en bookmaker har 1,80 for over 23,5 skud i en kamp, hvor en anden bookmaker har 1,80 for over 25,5 skud i selvsamme kamp. Og det giver sig selv, at den slags afvigelser åbner op for værdispil. Lige den slags vi er på jagt efter. Derfor er statistikspil interessante og derfor er det også vigtigt at vide, hvad Opta data er og, hvor man kan finde det.